Politiken.dk | 31.07.2013 | 758 ord |
Et dansk mobilbetalingssystem må vente, men festivalgæster får en forsmag.
De fleste har efterhånden prøvet en af situationerne. Man er kommet næsten frem til supermarkedskassen, før man opdager, at tegnebogen ligger derhjemme. Eller også virker dankortterminalen ikke.
Og der står man med mælk, mørbradbøffer og en smeltende Toblerone på tilbud.
Trådløs betaling med smartphonen
Frustrationen har ledt til forsøg i en række lande med at bruge en smartphone til såkaldt kontaktløs betaling, hvor man kun skal holde sin smartphone et par centimeter fra betalingsterminalen. Og straks overføres penge fra telefonen til kasseapparatet, uden at man behøver at trykke en kode ind.
Systemet eksisterer endnu ikke i Danmark. Men nu er det rykket tættere på:
Inden årets udgang lanceres det i Norge af et joint venture mellem teleselskabet Telenor og Den Norske Bank (DNB). Fremover kan køb i butikker og kiosker på op til 175 norske kroner (166 danske kr.) klares automatisk. Højere køb kan godt lade sig gøre, men så skal der indtastes en kode.
LÆS ARTIKEL Sådan betaler du med mobilen lige om lidt
I et testforsøg har 200 udvalgte kunder været »meget tilfredse«, siger Viktoria Erngard, der er bestyrelsesformand i joint venture-selskabet TSM Nordic.
»Jeg tror, at grænsen på 175 kroner kan sættes op med tiden, men vi hører også fra kunderne, at de føler sig trygge ved den ekstra sikkerhed med en kode for højere beløb«, siger hun.
Apple vil ikke være med
Projektet har sine begrænsninger. Både terminaler og telefoner skal have den såkaldte NFC-teknologi. Det står for near field communications og henviser til, at man skal holde telefonen helt tæt på scanneren.
Det findes dog allerede i de fleste kreditkortterminaler samt i alle nye telefoner fra bl.a. Samsung, Sony, Nokia, HTC, Huawei eller BlackBerry.
Den store undtagelse er iPhones, der ikke har NFC. Ifølge rygter i branchen skyldes det, at Apple planlægger at lancere sit helt eget trådløse system med en senere iPhone-model.
LÆS OGSÅ Hver anden dankortterminal tager imod mobilbetaling i år
Endelig kan den kontaktløse betaling kun bruges af personer, der er kunder hos både Telenor og DNB. Men det skulle gerne ændre sig, siger Viktoria Erngard.
»Vores vigtigste succeskriterium - altså ud over tilfredse kunder - er at få flere banker og flere operatører med«, siger hun.
Danske forbrugere må dog vente lidt endnu på et tilsvarende system, siger Mikkel Freltoft Krogsholm, der er specialist i nye betalingsmåder i Copenhagen Finance IT Region (CFIR), et samarbejde mellem bl.a. Finansrådet og en række universiteter og arbejdsmarkedsorganisationer.
LÆS OGSÅ Nu kan du sende penge til dine venner over mobilen
»Der er blevet snakket om NFC-teknologien i de sidste 10 år, uden at der er sket så meget, men nu begynder det at komme. Det er bare ikke i det store Danmark, men i underskoven af små isolerede systemer«, siger han.
Som eksempel nævner han tre musikfestivaler, der netop er gået over til den type betaling: Skive, Roskilde og senest Skanderborg, hvor betalingerne på 'Danmarks Smukkeste Festival', der begynder om halvanden uge, kan ske via særlige NFC-chip, som man har indbetalt på forhånd.
Systemet ventes at give kortere ventetid ved fadøls- og pølseboderne og dertil at skære ned i de store kontantmængder, der skal håndteres.
»Du aner ikke, hvor mange kontanter vi håndterer i løbet af en festival. Vi snakker om tonsvis af mønter alene«, siger Betina Lykke Andersen, der arbejder med kontantfrie betalingssystemer på festivalen.
Dankort bremser udviklingen
Men en ting er at lave armbånd i lukkede betalingssystemer som festivaler - eller for den sags skyld Rejsekortet. Det har været sværere at få de danske banker med på ideen. På trods af at alle nye dankortterminaler har NFC-teknikken indbygget.
Det skyldes paradoksalt nok, at Danmark har et internationalt enestående godt samarbejde om infrastruktur, herunder især dankortet, siger flere iagttagere.
»Dankortet er meget monopolagtigt, og det er svært at finde incitamenter fra mobiloperatører og banker til at bryde rækkerne og udvikle nye koncepter«, siger Christian Visti, der er partner i BigeWallet - en elektronisk bank, der udvikler systemer til kontantløs betaling.
LÆS OGSÅ Restaurant siger adjø til kontanter efter bøvl og indbrud
Det er BigeWallet, der står bag de systemer, der anvendes til de tre danske musikfestivaler.
Mikkel Freltoft Krogsholm fra CFIR mener også, at de danske bankers tætte koordination har haft som bivirkning, at det er sværere at bryde rækkerne.
Han fremhæver, at da Danske Bank for en måned siden lancerede en ny app, Mobile Pay, der lader betalinger ske via mobilen, var det første gang, at en dansk bank lancerede sit eget selvstændige mobilbetalingsprodukt.
Derfor er der foreløbig ikke udsigt til, at de norske tilstande kan komme til Danmark.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar