tirsdag den 30. april 2013

Hver anden dankortterminal tager imod mobilbetaling i år

Politiken.dk | 30.04.2013 | 831 ord

Danskerne bliver de første europæere til at betale via chip i smartphonen.
Kvitteringer, medlemskort, gavekort og tilgodesedler. Snart er det helt slut med at have rod i den gamle læderpung.
Inden året er omme vil det i cirka halvdelen af alle kortbetalingsterminaler være muligt at handle via mobilen.

Hurtigt og nemt
Tag mobilen i din lomme. Hold den mod kortbetalingsautomaten. Tryk din kode. Bip. Du har betalt.
Teknologien hedder NFC (Near Field Communication), og snart vil Danmark være det første land i Europa, der kan nyde godt af udviklingen, der angiveligt kan gøre hverdagen en del lettere.
Kommer du af sted uden pung, når du skal lufte hunden, kan du betale med mobilen blot ved at holde den op foran terminalen og trykke din kode til Nempay-app'en. Kvitteringer, tilgodebeviser og så videre vil ligge på din mobil.
Helt praktisk henter man app'en, Nempay, på mobilen, oplyser kortnummeret fra det betalingskort, man helst betaler med, og så er man klar til at shoppe. Når du så scanner din mobil på diverse betalingsterminaler, vil de genkende din chip og trække pengene fra din konto.
Også person-til-personbetalinger bliver lettere. Ved at holde din mobil op foran din vens, kan du overføre de penge, du skylder.
Men man kan jo bare bruge netbank på mobilen, vil nogen sige.
»Man kan jo gøre alting i forvejen. Men nu bliver det bare lettere og hurtigere«, siger Søren Kragh fra BigeWallet, der tilbyder virksomheder at kunne tage imod webbetaling, mobilbetaling og NFC. Han er tidligere direktør og stifter af NFC Danmark, der var de første til at afprøve NFC-teknologien i Danmark tilbage i 2010.
Langt de fleste nye Android-mobiler og de nyeste Windows-mobiler har allerede NFC. Snart vil iPhone også komme med.

Mindre snyd
Udover at det bliver langt nemmere at være forbruger, så vil også bankerne drage fordel af den nye teknologi. Det er nemlig dem, det går ud over, når nogen får stjålet kreditkortet.
Først var der magnetstriben på vores betalingskort. Så kom chippen, fordi det skulle være mere sikkert, men snart vil NFC gøre det endnu sværere for hackere at udnytte dine betalingskort.
Ifølge Søren Kragh registrerede bankerne 12 procents snyd, da man brugte magnetstribe på betalingskort og syv procent, da chippen kom. Han forventer, at tallet vil falde til tre procent med NFC.

NFC giver luft i samfundsøkonomien
Også statskassen vil drage nytte af NFC-teknologien. For kontanter er dyre for samfundet, lyder det:
»Tal fra Nationalbanken viser, at kontanter årligt koster samfundet seks milliarder kroner. Så det er jo ret mange penge per borger«, siger Mikkel Freltoft Krogsholm fra CFIR (Copenhagen Finance IT Region).
CFIR er et samarbejde mellem 14 partnere, der beskæftiger sig med finans og IT. Det er både arbejdsgivere, arbejdstagere og uddannelsesinstitutioner, der arbejder for vækst og innovation mellem finans og it. De arbejder blandt andet med forskning, teknologi og innovation.
Mikkel Freltoft Krogsholm mener, at der også vil være penge at spare for den enkelte borger, når det kommer til at skulle anskaffe sig kontanter. I dag er der er nemlig både gebyrer ved hævning samt udgifter til eventuel transport for at komme hen til en hæveautomat.

Digitale ølhaner på forsøgsfestival
Det kontantløse samfund er allerede blevet afprøvet i mere lukkede miljøer.
Roskilde Festival eksperimenterede sidste år med NFC-teknologien. Her var ølhanerne udstyret med en NFC-chip, der gjorde det muligt blot at holde sin mobil op til hanen, og så tappede den øl. Folkene bag var yderst tilfredse med indkøringen af den nye betalingsfunktion.
»Det gik hammer godt i sommer. Så i år er planen, at både Roskilde Festival og Smukfest i Skanderborg skal have NFC«, fortæller Søren Kragh.
Han mener, der er utallige fordele ved den nye teknologi.
»Det er langt mere sikkert. Du kan ikke tabe dine penge. Hvis du taber din mobil, skal en eventuel tyv både kende din pinkode og din kode til betalingsappen, før han kan bruge dine penge«, siger han.

Teknologiglade danskere
Én ting er at udbrede nye betalingsformer i et lukket rum, som en festival er. En anden ting er at implementere teknologien i et offentligt rum og i samfundet generelt.
De første i Danmark til at opleve det, er de studerende på IT-Universitet i København. Her kan de betale øllen i fredagsbaren ved at vifte med mobilen foran betalingsterminalen.
Både købere og sælgere på universitetet er godt tilfredse med den nye betalingsmetode.
Generelt er danskerne meget positivt indstillet over for ny teknologi. Det viser brugerundersøgelser fra CFIR.
I et brugerstudie, der er foretaget fra 2010 til 2012, har en række forsøgspersoner i forskellige situationer skullet afprøve en række nye betalingsmetoder.
Ifølge Mikkel Freltoft Krogsholm fra CFIR var undersøgelsen ret overraskende.
»Alle startede med at vælge sms-betalingen, for den kendte de. Men da de først havde prøvet NFC, som de ikke kendte i forvejen, så ville de faktisk ikke tilbage til sms-betalingen«, siger han.
Scan. Inden 2014 skal alle Points gamle, sort/røde betalingsterminaler udskiftes på grund af sikkerhedsmæssige årsager. Det giver mulighed for at udbrede flere af de nye terminaler, der indeholder NFC-teknologien..

torsdag den 11. april 2013

Betaling på mobilen blomstrer

Jyllands-Posten | 11.04.2013 | | Sektion: Erhverv & Økonomi Side 8 | 972 ord | Original artikel (Paywall)

BETALINGSFORM: Mobilbetaling spreder sig til alle tænkelige områder fra cafeer og butikker til hesteløbebånd og biblioteker. Men det samlede antal af transaktioner er fortsat forsvindende lavt.

af STEFFEN STUBAGER

Nede på Nice i Nansensgade i København kan kunderne købe kaffe med mobilen.
Cafeen var blandt de første til at indføre betaling med sms, da indehaver Conny Strönblad åbnede den for få år siden. Men nu har den nye betalingsform spredt sig til alle mulige områder.
Bedst kender vi sms-betaling fra tog og busser, hvor de fleste danskere i dag har prøvet at købe billet med mobilen.
Men også på skadestuen på Aarhus Universitetshospital kan man med telefonen købe slik, mens man venter på at komme til.
Fleggaard Grænsehandel og Kvickly i Aabyhøj har stillet sms-poletautomater op til dem, der ingen 10' er har til indkøbsvognen. På Rommel's lune hjørne i Nakskov kan telefonen betale for højbelagt smørrebrød. I solcentre landet over kan den købe huden solariebrun. På bibliotekerne i Silkeborg og Herning kan den betale bøder, hvis en bog har været lånt for længe. Og på en række rideskoler, bl. a. i Hillerød og Fredericia, kan den få hesteløbebånd til at virke, så hesten kan få sig en fredfyldt gåtur.
Og så videre.

15 pct. med mobil
Nede på Nice kommer op mod 15 pct. af Conny Strönblads månedlige omsætning på 200-300.000 kr. i kassen via sms-betalinger, mens kontanter fylder resten.
Dankortterminal har han fravalgt - for for at kunne tage dankort, skulle han stille et sekscifret beløb i bankgaranti.
Kunder, som normalt betaler med kort, kan med andre ord på Strönblads café få sig lidt af en overraskelse, hvis de for første gang i deres liv bliver bedt om at betale med deres telefon. De yngre er meget positive, mens de ældre er reserverede og utrygge, erfarer indehaveren.
Nogle tror, at det er noget snyd at skulle betale med sms. Måske fordi de ikke er vant til det, tænker han. Og andre fortæller, at de har hørt om voldsomme telefonregninger forbundet med sms-betaling.
»Men sådan er det ikke. Vi snyder selvfølgelig ingen.
Jeg kan tænke mig, at det var på samme måde med plastickortene, da de kom ind og skubbede til kontantbetaling,« siger Conny Strönblad, der trods kritikken klarer sig så godt, at han snart åbner en ny cafe med samme koncept i Vesterbrogade.
Helt med fremme i skoene på mobilbetalingsområdet er desuden juicekæden Joe & The Juice. Den melder, at kunder inden maj kan købe juice og sandwich over mobiltelefonen. Via en applikation sender man sin bestilling, vælger et tidspunkt for afhentning og dukker op for at hente sine varer. Betalingen foregår automatisk ved hvert køb, efter at man én gang har indtastet sine kontooplysninger.
Samtidig vil man med mobilen også kunne give en juice til andre over sms, som overførte man en lille madpakke eller et gavekort.
Men for juicekæden handler mobilbetalingsprojektet først og fremmest om at skabe loyalitet og holde på kunderne.
Ifølge økonomidirektør Sebastian Vestergaard budgetteres der ikke med et kæmpe overskud på at gøre det muligt for kunderne at betale i forvejen via mobiltelefonen.
»Om vi er for tidligt ude, må tiden vise. Men det ville være uforskammet af os ikke at prøve det af,« siger Sebastian Vestergaard.
Begynder i det små Mikkel Krogsholm, erhvervskonsulent i Copenhagen Finance IT Region, der arbejder for at skabe vækst mellem it og finans, siger, at virkelig forandrende innovation ofte begynder i det helt små. Stille og roligt. Senere breder det sig til større dele af det etablerede marked.
»I USA er der f. eks. små såkaldte "food trucks", som før kun kunne tage kontanter, men som nu med mobilteknologien kan modtage digitale betalinger og komme af med de dyre og besværlige kontanter. I dag har denne mobiltendens bredt sig fra disse food trucks til kæmpekæder som Starbucks,« siger Mikkel Krogsholm.
Faktisk står der en pølsevogn i Kødbyen på Vesterbro i København, hvor pølsegæster kan købe deres hotdogs med telefonen.
Som Jyllands-Posten beskrev i onsdagsavisen, tegner flere analytikere et billede af, at betaling på mobiltelefonen for alvor bryder igennem inden for ganske få år, efter at landets dominerende teleselskaber, TDC, Telia, 3 og Telenor, er gået sammen om at brede mobilbetaling ud i stor skala.
I fremtiden vil det med andre ord blive muligt at betale for kartofler og gulerødder i supermarkedet ved at føre sin mobil over en sensor ved kasseapparatet.

1.200 butikker parat
Ud over at Coops 1.200 butikker på landsplan melder sig parate til at kunne håndtere denne form for mobilbetaling inden for et år, melder bl. a. også stormagasinkæden Magasin, at man vil være parat i løbet af 2014. For som kommunikationschef Jan Helleskov siger, er der »ingen tvivl om, at mobilbetaling bliver enormt i fremtiden«. Meldingen fra 7-Eleven er, at mobilbetaling vil blive bekvem og vigtig -men butikskæden vil »undgå at blive first mover« på området.
Selvom mobilbetaling spreder sig hastigt og spås en stor fremtid, udgør fænomenet i dag en forsvindende del af det samlede antal pengeoverførsler, bemærker Henrik Hyltoft, der er markedsdirektør i Dansk Erhverv. Han synes, at mobilbetaling får mere omtale, end dens størrelse tillader.
»Med dankortet bliver der lavet ca. 1 mia. transaktioner om året. Mobiltelefonen tæller mindre end en promille af det samlede antal overførsler.
Derfor er betaling på mobilen fuldstændig uinteressant lige i dag,« siger han og fortsætter: »Men i forhold til teknologien og udviklingen bliver mobilbetaling virkelig spændende. Et interessant frø er på vej op, og nu bliver det spændende at se, hvordan det vokser og bliver til en plante.«.
stub@jp.dk

Fakta: Mobilbetaling
Betaling på mobilen spreder sig. Butikker, bus-og togbilletter, poletautomater, solcentre, restauranter, cafeer, pølsevogne, biblioteker, bycykler og offentlige toiletter. Over alt i landet kan man i dag betale med sms.
Sms-betaling spås til at være første fase af en større udvikling på området.
Fremover vil teknologien medføre, at det kan blive almindeligt at betale ved at føre mobilen over en sensor.
Samtidig skal telefonnummeret, hvis det står til TDC, Telia, 3 og TDC, snart kunne bruges til at gøre indkøb på internettet.

fredag den 5. april 2013

Interview i Harddisken på P1 om penge og det kontantløse samfund

Kolde kontanter er for dyre at håndtere. Derfor er vi på vej over i det kontantløse samfund. Harddisken betaler med Bitcoin hos en frisør på Nørrebro, dropper kontanterne på Roskilde Festival og til festival i Texas. Digitale penge er måske fremtiden.